Det tavse vidne og Kvinden i grotten

Kære LytterI denne episode fortæller jeg lidt om mine egne spæde indstrømninger i rollen som frivillig facilitator for en sorggruppe med forældre der har mistet et barn. Et rum der ikke er ment til at være teraptisk. Tværtimod et rum hvor vi to frivillige sætter de rammer, som vi grundigt er blevet undervist i via uddannelse i foreningen. Så spejlingen og fortællingerne kan foregår i et trygt og nærværende rum for forældrene. Jeg har selvfølgelig tavshedspligt. Så fortællingen handler kun om min egen lille rolle i dette.Kravet for at blive frivillig er blandt andet at vi selv har mistet et barn. Udover at vi ligesom forældrene har en løbende og tæt supervision/kontakt med psykoterapeuterne i disse forløb. Men også løbende i forhold til opdatering af viden omkring sorg via foreningen.Inden vi kan blive frivillige skal vi skrive en slags ansøgning om vores egen historie og hvor vi står i dag med vores sorg. Svare på forskellige spørgsmål. Efterfølgende har vi en telefonisk samtale med en psykoterapeut ansat i foreningen. Her kan begge parter mærke ind i om det vil give mening at tage denne uddannnelse som frivillig. Netop for at sikre alle parter i et sådan rum med svær sorg.Den anden del i episoden handler om Kvinden i grotten. Kvinden som er en lidt yngre version af mig, da jeg præcis sad i dette voldelige forhold. Af hjertet tak for at lytte med!kærligst Lena

There are no comments yet.

Please log in to write the first comment.